Svenning Sørensen fra Oddense kommer med Skipper, en dejlig 6 år gammel kastreret Golden Retriever. Hunden har haltet på et bagben indimellem her i sommer, og det ser ikke ud til at gå over af sig selv, selvom familien har prøvet at holde hunden i ro. Jeg undersøger Skipper og kan godt se, at hunden halter lidt på højre bagben. En klinisk undersøgelse, hvor jeg undersøger benet for hævelser og ømhed, viser ingen fund. Efterfølgende laver jeg en halthedsundersøgelse, hvor jeg bøjer og strækker leddene maximalt, et led af gangen, og Skipper vægrer sig lidt, da jeg strækker hofteleddet. Ellers er der ingen reaktion. Vi bliver enige om at behandle med smertestillende medicin samt ro i en lille uges tid, selvom jeg ikke har fundet en specifik årsag til, hvorfor Skipper halter.

Desværre vender problemet tilbage… Vi aftaler at undersøge Skipper med en røntgenundersøgelse af hofter og knæ, hvilket foretages af min kollega under bedøvelse. Der er ingenting at finde. Familien ånder lettet op, da de frygtede hofteledsdysplasi, hvilket slet ikke er tilfældet. Skipper har fine hofter. Vi undersøger også knæleddene, da det i nogle tilfælde kan være svært at skelne smerter, der stammer fra et hofteled eller et knæled, idet en udstrækning af hofteleddet også strækker knæleddet noget. Højre knæ sammenlignes med venstre knæ og findes hverken hævet eller løst. Skippers halthed er ikke blevet værre, men heller ikke blevet bedre… Vi aftaler endnu en periode med smertestillende og ro til hunden.
I august går det galt. Skipper halter pludseligt meget på højre bagben. Hunden er ked af at bruge benet, går indimellem på tre ben i stedet for fire, og familien er bekymret. Det bliver jeg også, da jeg undersøger højre bagben. Der findes en hævelse på indersiden af knæleddet, Skipper piver lidt, da jeg bøjer og strækker knæleddet i yderstillinger, og når hunden sætter sig, vendes bagbenet en lille smule udad for at aflaste knæleddet. Når jeg bøjer haseleddet og samtidig lægger min anden hånds pegefinger fortil på knæet, kan jeg mærke, at skinnebenets øverste kant skubber fremad. Det bryder sig Skipper sig heller ikke om (”positiv tibial kompressionstest”).

Ved den efterfølgende bedøvelse bekræftes min mistanke: Det forreste korsbånd er sprunget! Nu er der slet ikke tvivl om, hvorfor Skipper haltede i denne sommer, korsbåndet har været delvist sprunget uden ledhævelse eller tilstrækkelig løshed til, at vi kunne konstatere det ved den første undersøgelse, og i de efterfølgende uger er tilstanden blevet værre. Et pludseligt uheldigt spring, og korsbåndet brast. I dag er knæleddet helt ustabilt, underbenet (skinnebenet) kan skubbes frem i forhold til lårbenet (positiv skuffebevægelse), og hele knæleddet er hævet. Jeg er nødt til at anbefale operation i knæet og nævner de forskellige muligheder, der er..

Vi kan foretage en såkaldt stabiliserende operation på Skive Dyrehospital, eller vi kan henvise til fx Århus Dyrehospital, der udfører en operation, der fjerner behovet for det forreste korsbånd. Familien vurderer frem og tilbage, Skipper er en meget gæv og glad hund, der er svær at holde i ro. Den er madglad og har tendens til overvægt, da den er kastreret. Efterbehandlingen efter begge typer operationer vil optimalt kræve, at hunden holdes i ro, at den taber sig, at den får lavet fysioterapi og eventuelt også svømmetræning. Da knæleddet er helt ustabilt, kan jeg godt anbefale operation på Skive Dyrehospital, hvor vi kan stabilisere knæet med suturer udvendigt på knæleddet. Det er den billigste løsning, men også den løsning, hvor der er størst risiko for, at Skipper uheldigt kan springe suturerne, der er lavet af nylon. Familien Svenningsen beslutter, at vi på hospitalet får lov til at operere…
Få dage senere giver vi Skipper bedøvelse og smertestillende medicin. Vi barberer benet, vasker og desinficerer, og pakker poten sterilt ind. Operationsstuen er klar, overvågning af blodtryk, ilt, temperatur og kuldioxid foretages undervejs, væskedrop er sat op, og dyrlægerne er klædt i sterile klæder. Jeg skærer ind på knæleddet fra ydersiden, konstaterer, at korsbåndet hænger løst og flagrer, og vi konstaterer en øget mængde ledvæske. Vi tjekker Skippers meniske og konstaterer straks, at den indvendige menisk er ødelagt bagtil. Læsionen kræver, at den ødelagte del bortskæres. Derefter stabiliserer vi knæleddet med to sterile nylonsuturer godkendt til hunde over 25 kilo. Suturerne lægges som stramme bånd fæstnet med klips udenpå knæleddet, fæstepunkterne er et stærkt ligament ved lårbensknoglen øverst og en boret kanal gennem skinnebenet nederst. De to udvendige nylonsuturer hindrer underbenet i at glide frem i forhold til lårbenet, og vi tjekker at knæleddet er stabilt. Det er det. Muskler, muskelhinde og huden sys sammen. Vi giver flere typer smertestillende medicin, der dækker Skipper ind mod smerter. Vi barberer også et område på brystet, hvor vi kan placere et såkaldt smerteplaster, der vil frigive smertestillende medicin de næste 72 timer. Varmetæppe under hunden og ispose i klæde på knæleddet ved siden af operationssåret. Om eftermiddagen hentes Skipper. Hunden tager ikke støtte på det opererede ben i dag overhovedet, men Margit og Svenning får instrukser om, at hunden i de næste 10 dage så småt skal tage støtte. Vi giver smertestillende tabletter med hjem og fysioterapi-øvelser, der skal laves minimum to gange dagligt.

Efter 10 dage fjerner vi trådene, og Skipper støtter, som den skal. Vi instruerer i yderligere fysioterapi, som Margit er fuldstændig klar over vigtigheden af. Vi giver smertestillende medicin til den næste måned, og anbefaler svømmetræning også. Margit er meget målrettet for at hjælpe Skipper bedst muligt, slankekuren er også sat i gang.

Jeg konstaterer et flot vægttab efter nogle måneder. Svømmetræningen kører godt to gange om ugen, men Skipper er lidt svær at holde i ro og overanstrenger indimellem benet. Vi giver mere smertestillende og øvelser, der gør mentalt træt, så hunden er nemmere at holde i ro. Der er større risiko for udvikling at slidgigt, når menisken, som hos Skipper, er delvist fjernet, og al for meget hoppen rundt, vil også øge risikoen for at en eller begge suturer springer.

I december ser jeg Skipper igen. En flot normalvægtig hund, der tager fint støtte på alle fire ben. Kun de knapt udvoksede hår på højre bagben vidner om, at en stor operation har fundet sted. Træerne vokser dog ikke ind i himlen: Skipper ER en glad og aktiv hund, og når den giver den gas hjemme på gården, kan den halte lidt på det højre bagben. Vi forebygger slidgigt ved at give glukosamin og flerumættede fedtsyrer, vi holden Skipper slank, og vi giver smertestillende, hvis det bliver nødvendigt. Efter tre til fire måneder forventer vi, at suturerne ikke holder mere, så skal arvævet, der er dannet i stedet for korsbåndet samt arvævet dannet omkring knæleddet stabilisere nok i sig selv. Margit og Svenning fortryder slet ikke beslutningen om operation, Skipper er en dejlig hund….

Faktaboks

En sprængning af det forreste korsbånd hos hund forekommer desværre forholdsvist hyppigt. Det ses oftere hos visse hunderacer, fx New Foundlænder, Rottweiler, Labrador Retriever, Golden Retriever, Boxer og Staffordshire Bull Terrier. Ud over den akutte skade, hvor en uheldig landing efter et spring, kan forårsage en akut sprængning af korsbåndet, har knæleddets vinkler, korsbåndets opbygning og metabolisme og immunsystemet betydning for risikoen for sprængning delvist eller helt af korsbåndet. Det vil sige, at det lige så ofte er en langsomt fremadskridende proces, at korsbåndet springer. Hyppigste alder, hvori en korsbåndssprængning sker, er 6-7 års alderen. Såfremt det ene knæs korsbånd er sprunget, er der 30 % risiko for, at det også vil springe i det andet knæ.

Lader man stå til efter en korsbåndssprængning, vil der opstå slidgigt, og den indvendige menisk vil ofte ødelægges grundet forkert belastning i knæleddet.

Der findes flere operationsmuligheder

De statisk stabiliserende
Stabiliserer knæet både under belastning og uden belastning

• ”Over the top”, hvor en strimmel af lårmusklens stærke hinde føres indvendigt i knæleddet
  • Den metode, der bruges på mennesker, men ej med samme gode resultat hos hunde
• Udvendig nylonsutur (Lateral fabellasutur)
  • God vævsforligelighed, dvs., at kroppen ikke opfatter nylonsnøren og klipsen som fremmed. Suturen er forholdsvis lang, hvilket kan give lidt løshed. Suturen kan springe
• Udvendig ankersutur med fiberwire eller tightrope
  • Risiko for fremmedlegeme-reaktion. Kan springe ved anker
  • Tight rope kræver håndknyttet knude
  • Lidt kortere sutur og dermed god stabilitet

De dynamisk stabiliserende
(Ændrer knæleddets vinkler, så kraften på det forreste korsbånd neutraliseres under belastning af benet, og dermed fjernes behovet for korsbåndet)

• TPLO (tibial plateau leveling osteotomi)
  • Kræver meget specialudstyr, god til knæ med specielle forhold (stor vinkel og lavt fæstepunkt for knæskallens ligament)
• TTA (Tibial tuberotic advancement)
  • Kræver meget specialudstyr, god til delvist sprunget korsbånd, hurtig vægtbæring på benet

Det er vigtigt at gøre sig klart, hvad dine forventninger til operationen er – har du en stor hund, der skal bruges aktivt efter operationen (brugshundearbejde, jagt eller lignende), er det vigtigt at operere tidligt i forløbet. Menisk-skader øger risikoen for slidgigt. Er korsbåndet sprunget delvist, foretrækker de fleste dyrlæger i dag TTA-metoden. Ligegyldigt, hvilken operationsmetode, der vælges, regner man med cirka fire måneders genoptræning. I denne periode skal hunden luftes i snor. Fysioterapi, svømmetræning eller træning i en Water Walker kan fremme slutresultatet.