Vores GP Cert dyrlæge Therese tilbyder hjertescanning også kaldet ekkokardiografi.
Hjertesygdomme hos dyr kan, som hos mennesker, både opstå over tid og være medfødte.
Ved en hjertescanning er patienten liggende på et polstret bord, der er bygget til formålet. Selve scanningen foregår i langt de fleste tilfælde uden bedøvelse.
Formålet med scanningen er at undersøge hjertets størrelse og funktion ved hjælp af ultralyds-maskinens indbyggede programmer. På den måde kan det vurderes hvad årsagen er samt hvornår det evt. er tid til opstart på medicin.
Eksempler på hjertesygdomme ved hunde og katte kan være utætte hjerteklapper, forstørret hjerte (i forskellige varianter), forsnævringer inde i hjertet samt medfødte hjertedefekter.
Hvis en hjertesygdom opdages tidligt, kan der i mange tilfælde igangsættes medicinsk behandling. Den medicinske behandling kan være livsforlængende eller forlænge den tid, der går, før patienten udvikler symptomer.