Skip to main content

Calicvirus kan føre til katteinfluenza

Hvad er calicivirus?

Calicivirus er et af de smitstoffer, der kan forårsage katteinfluenza, og er meget udbredt. Det er primært uvaccinerede katte, killinger, og svækkede katte med dårligt immunforsvar, der rammes af sygdommen. Calicivirus angriber først og fremmest de øvre luftveje.

Symptomer

De typiske symptomer er flåd fra øjne og næse, feber, utilpashed, mundhulebetændelse og nysen. En kat vil ikke altid udvise alle symptomerne, men måske blot to-tre af de nævnte tegn. I svære tilfælde kan der ydermere være hoste og åndedrætsproblemer. Der findes også særligt aggressive calicivirusvarianter, som kan give haltheder, foruden nogle stammer, som kan forårsage blødninger og dødsfald. De aggressive former er heldigvis meget sjældne. Symptomerne starter 2-10 dage efter, at katten er blevet smittet.

Hvordan smitter calicivirus?

Den vigtigste smittekilde er andre katte – enten syge katte eller raske katte, som er blevet kroniske virusudskillere. Smitten kan dog også overføres på andre måder, for eksempel via mennesker eller genstande, som har været i direkte eller indirekte kontakt med syge katte. Virus kan overleve i kattenes omgivelser i op til 10 dage.

Diagnose

Diagnosen katteinfluenza stilles ud fra de kliniske symptomer. En svaber fra mundhulen kan afgøre, hvilket smitstof der er årsag til sygdommen.

Hvordan behandles calicivirus?

Der findes ingen medicin, der kan helbrede virusinfektionen. Derfor går behandlingen ud på at støtte katten gennem sygdomsforløbet, mens man venter på, at kattens eget immunforsvar skal nedkæmpe virus. Behandlingen afhænger af kattens symptomer, og kan bestå af antibiotika mod sekundære bakterielle infektioner, væskebehandling, tvangsfodring, febernedsættende medicin og smertestillende medicin. Desuden skal katten holdes ren omkring øjne og næse.

Prognose

De fleste katte bliver helt raske efter en calicivirusinfektion, men nogle individer udvikler en kronisk mundhulebetændelse, som er meget smertefuld. Desværre findes der ikke nogen sikker effektiv behandling mod denne tilstand.

Forbyggelse mod calicivirus

Vaccination mod calicivirusinfektioner giver en god beskyttelse, men da der findes mange varianter af virus, kan vaccinationen ikke beskytte fuldstændig. Der er tilsyneladende ringe effekt af vaccinen mod den variant, der giver kronisk mundhulebetændelse, hvorimod vaccinen er meget effektiv mod luftvejsinfektionerne. Hvis katten er vaccineret, og alligevel får sygdommen, vil man kunne forvente et langt mildere forløb, end hos en uvaccineret kat.

Vil man beskytte sin kat bedst muligt mod calicivirus og de andre katteinfluenzatyper, bør man holde den fra andre katte, til den er blevet vaccineret.

×
Menu
Døgnvagt