Skip to main content

Cushings syndrom hos hunde

Hvad er Cushings syndrom?

Cushings syndrom hos hunde er en sygdom, hvor indholdet af binyrebarkhormonet cortisol i kroppen er for højt. Sygdommen findes i tre former:

  • En hypofysært betinget form, hvor hypofysen overstimulerer binyrerne til at producere for meget binyrebarkhormon.
  • En binyrebetinget form, hvor overproduktionen stammer fra selve binyren.
  • En sekundær form, hvor tilstanden skyldes udefra tilført binyrebarkhormon i form af medicin.

De to førstnævnte former skyldes som regel en svulst i enten hypofysen eller binyren.

Cushings ses især hos ældre hunde, og den hypofysært betingede form ses hyppigst hos gravhund, bostonterrier, beagle, dværgpuddel og boxer. Den binyrebetingede form ses mest hos store hunderacer og hyppigere hos tæver end hanhunde.

Symptomer på Cushings syndrom hos hunde

Symptomerne kan variere, men inkluderer ofte vægttab eller vægtøgning, øget drikke- og spiselyst, øget tissetrang, svækkelse af muskulaturen, træthed, forandringer af hud og pels, og øget appetit. 

Hvordan behandler man Cushings syndrom hos hunde?

Behandlingsmulighederne af Cushings syndrom afhænger af formen af sygdommen, og kan omfatte kirurgi eller medicinsk behandling.

Det er muligt at behandle kirurgisk, hvis sygdommen skyldes en svulst i den ene af binyrerne, men operationen er vanskelig og risikabel. Derfor vælger man næsten altid medicinsk behandling. Medicinen har en hæmmende virkning på nogle enzymer og blokerer derigennem for kroppens produktion af binyrebarkhormon. I nogle tilfælde er de svulster, der er årsag til Cushings, ondartede, og kan sprede sig til andre steder i kroppen og derved skabe alvorlige problemer for dyret. I langt de fleste tilfælde har den medicinske behandling god effekt, og hunden kan leve godt og længe med sin sygdom.

Har man den tredje form af Cushings, afhænger behandlingsmulighederne af det primære problem, herunder om hunden kan undvære at få tilført binyrebarkhormon for den primære lidelse.

Sygdommen er kronisk og uhelbredelig, og kræver regelmæssig kontrol hos dyrlægen.

Læs mere om Bamses udredning og diagnosticering herunder.

Bamses mystiske vægttab og øgede tørst: Cushings syndrom afsløret

Bamse var en ældre kastreret hanhund, som blev bragt til Sct. Jørgensbjerg Dyreklinik til et rutinemæssigt sundhedseftersyn. På klinikken viste det sig, at Bamse havde tabt lidt over 25 procent af sin legemsvægt i løbet af de seneste fire måneder – til trods for, at han ikke var blevet sat på slankekur. En nærmere snak med Bamses ejer afslørede, at Bamse var begyndt at drikke mere vand end tidligere. Ellers havde han det godt og virkede frisk. På grund af det store vægttab og den øgede drikkelyst besluttede vi at tage nogle blod- og urinprøver for at finde årsagen til forandringerne. Prøverne viste, at Bamse lider af Cushings syndrom. 

Kan du genkende Bamses historie hos din egen hund? Så kontakt os, så vi kan tale om jeres muligheder for udredning.

Cushings syndrom hos katte

Cushings syndrom forekommer også sjældent hos katte. Katte, der lider af Cushings syndrom, oplever ofte samtidig også sukkersyge, som kræver behandling. Den medicinske regulering af sygdommen hos katte er generelt udfordrende, og der er betydelig risiko for alvorlige bivirkninger i forbindelse med behandlingen.

×
Menu
Døgnvagt