Skip to main content

Leversvigt hos hunde

Et leversvigt er en alvorlig ting, og kan i værste fald kan være dødeligt. Leveren er et af kroppens mest komplekse organer og spiller en afgørende rolle i mange af kroppens funktioner. Blandt andet er leveren ansvarlig for at omdanne og opbevare næringsstoffer, producere galden, der hjælper med at nedbryde fedt, og udskille affaldsstoffer fra kroppen. Derudover spiller leveren en vigtig rolle i stofskiftet, idet den er ansvarlig for at regulere hormoner og balancere næringsstoffer i kroppen.

Årsager til leversvigt hos hunde

Der kan være mange forskellige årsager til leversvigt, for eksempel infektioner, forgiftninger, eller cancer. Også livsstilfaktorer og arvelighed spiller en rolle. En del forskellig medicin kan også fremkalde leverskader, her er det vigtigt at vide at hunde kan få leverskader af flere almindelige »menneske-hovedpinepiller«. Vi fraråder generelt, at man selv medicinerer sin hund, uden at konsultere en dyrlæge.

Symptomer

Symptomer på nedsat leverfunktion er typisk stor træthed og nedsat appetit. Der ses ofte øget tørst, somme tider opkastninger og gulsot. Der kan endvidere være væske ophobet i bughulen. Med nedsat appetit følger vægttab, men samtidig kan bugomfanget være øget på grund af væske, så det kan være svært at se hos hunde med stor pels.

Diagnose og behandling

Man stiller diagnosen ud fra de kliniske symptomer, suppleret med blodprøver. Når leverceller går til grunde frigiver de nogle specifikke enzymer, som dermed kan måles i forhøjet mængde i blodet. Man kan også måle leverens kapacitet ved en galdesyretest. Disse prøver kan fortælle om leveren er under nedbrydning eller fungerer for dårligt, men siger ikke noget om årsagen til problemet. Hvis man skal kende årsagen har man brug for en vævsprøve, som kun kan tages under fuld bedøvelse. Selv denne prøve giver ingen garanti for en præcis diagnose, da der kan være både raske og syge områder i leveren. Endvidere er der en risiko for blødning fra leveren, når biopsien udtages. Derfor er det bedste, hvis man skal tage en biopsi, at gøre det ved en kikkertoperation. På den måde kan man sikre at man får vævsprøven fra det ramte område, samt kontrollere en evtuel blødning. I mange tilfælde kender vi ikke årsagen til et leversvigt hos hunde, da der sjældent bliver taget vævsprøver i praksis. Behandlingen er derfor symptomatisk. Man kan tilføre væske, give kvalmestillende medicin, og eventuelt flydende ernæring. Desuden vil en diæt, der aflaster leveren, eventuelt suppleret med kosttilskud som hjælper og støtter levercellerne, ofte være af stor betydning.

Prognose for hunde med leversvigt

Prognosen afhænger helt af årsagen. Nogle hunde bliver fuldstændig helbredt, mens andre dør af leversvigt. Leveren har en stor overkapacitet, og derfor ser man først symptomer, når en stor del af leveren er påvirket. Under normale forhold er risikoen for leversvigt meget lille. Risikoen stiger med alderen, og er også større ved overvægt. Endelig har visse racer som for eksempel Bedlington Terrier og Dobermann Pincher en tendens til arvelige leverlidelser.

×
Menu
Døgnvagt