Skip to main content

Cushings syndrom hos heste

Cushings syndrome er en stofskiftesygdom, der ofte ses hos ældre heste. Man ved ikke, hvorfor heste får cushings syndrom. Cushings syndrom er en sygdom i hjernen. Sygdommen nedbryder nerver i hjernen, som fører til mangel på hormonet dopamin.

Hvad er cushings syndrom hos hest?

Dopamin er det hormon, som normalt regulerer hesten produktion af hormonet ACTH. Cushings syndrom vil derfor forårsage en forhøjet produktion af dette hormon i hestens hypofyse. En forhøjet produktion af ACTH stimulerer en øget produktion af stresshormonet kortisol.

Cushings syndrom betegnes i dag som Pituitary Pars Intermedia Dysfunktion eller PPID.

Hvad er symptomerne på cushings syndrom hos heste?

Symptomerne på cushings syndrom er bl.a.:  

  • Ændret fældningsmønster
  • Ujævn og krøllet pels
  • Forfangenhed
  • Øget drikkelyst og urinering
  • Muskeltab (særligt i ryg og omkring bugen)
  • Hudinfektioner som eksempelvis bylder

Hvis du har en ældre hest med disse symptomer, bør du få den udredt for cushings syndrom. 

Hvordan stilles diagnosen?

En cushingsdiagnose kan stilles forholdsvis nemt. Når din hest skal udredes for cushings syndrom, vil dyrlægen tage en blodprøve og måle ACTH-niveauet i blodet. Heste med cushings syndrome vil have en forhøjet niveau af ACTH i månederne august, september og oktober. Derfor er det bedste tidspunkt at tage blodprøven i disse måneder. Blodprøven sendes til et laboratorium, og diagnosen kan stilles få dage efter. Det er vigtigt, at hesten ikke er stresset, når dyrlægen tager blodprøven, da stress vil give et forhøjet ACTH-niveau og dermed et falskt resultat. 

Hvordan behandler man cushings syndrom hos hest?

Hvis din hest er blevet diagnosticeret med cushings syndrom, skal den behandles resten af dens liv. Behandlingen består af receptpligtig medicin, som dyrlægen vil udskrive. Desuden anbefales det, at heste med cushings syndrom får foretaget en årlig blodprøve for at kontrollere, om dosis skal justeres.   

Kan en hest leve med cushings syndrom?

Heste diagnosticeret med cushings syndrom kan leve et godt og sundt liv uden smerter eller gener, hvis de er velmedicineret. Udover medicin er det en fordel at fodre hesten med grovfoder, der har et lavt stivelsesindhold. Sukkerholdige godbidder, gulerødder og frugter som æbler bør desuden også undgås.

×
Menu
Døgnvagt