TARMBETÆNDELSE HOS HUND
Tarmbetændelse er en af de mest almindelige sygdomme hos hunde. Tarmbetændelse hos hund giver diarre og nogle gange også opkast.
Alle hundeejere har oplevet, at deres hund har haft tynd mave en enkelt dag eller to, hvorefter det er gået over af sig selv, men tarmbetændelse kan også udvikle sig til en alvorlig og potentielt livstruende tilstand, der kræver hurtig dyrlægehjælp.
Hvad er symptomerne på tarmbetændelse?
Tarmbetændelse kan have forskellige symptomer, alt efter hvor alvorlig den er. Det kan være en mild og ukompliceret tarmbetændelse, hvor hunden ganske vist skal hyppigt ud og har tynd afføring, sædvanligvis lyst, men hvor den er glad og har lyst til at spise og drikke og ikke er påvirket alment. Denne form for diarre kan ofte behandles med skånekost og forsvinder af sig selv i løbet af få dage.
I mere alvorlige tilfælde kan der være blod i afføringen, enten friskt blod sammen med slim eller mest alvorligt – at der er blod blandet i alt afføringen, enten så man kan se at det er blod, eller fordøjet blod som giver afføringen en mørk til sort farve.
Blod i afføringen kan være farligt, og man bør kontakte dyrlægen straks. Ligeledes bør dyrlægen kontaktes, hvis hunden virker nedstemt og har opkast, feber eller manglende appetit sammen med diarre.
Hvordan kan dyrlægen stille diagnosen tarmbetændelse?
Det er ikke svært at se, at en hund har tarmbetændelse, og behandlingen går som regel også godt.
Hvis tarmbetændelsen ikke går over ved behandling, eller hvis den vender tilbage med jævne mellemrum, er det nødvendigt at lave yderligere undersøgelser, f.eks. mikroskopisk undersøgelse af afføringen og eventuelt bakteriedyrkning, undersøgelse for Giardia, orm og Cryptosporidier kan også være nødvendige.
Desuden tages en blodprøve, der ud over at vise hvordan bugspytkirtlen har det, også kan vise hvordan blandt andet lever og nyrer fungerer, og hvordan det går med optagelsen af proteinstoffer. En nærmere undersøgelse af de hvide blodlegemer og infektionstal (CRP) kan give et fingerpeg om, hvorvidt der er tale om en bakterieinfektion, en virusinfektion eller evt. en slags allergi i tarmen.
Nogle gange kan det være nødvendigt at foretage en røntgenundersøgelse og/eller en kikkertundersøgelse (endoskopi). Ved denne undersøgelse føres en kikkert (endoskopet) via spiserøret ned i mavesækken og den forreste del af tarmen eller via endetarmen til tyktarmen. Her kan dyrlægen så se, om der er forandringer i slimhinden, som f.eks. hævelse, sår eller svulster.
Desuden kan dyrlægen ved hjælp af kikkerten tage små vævsprøver (biopsier) fra tarmen og mavesækken. Prøverne bliver så undersøgt af en patolog, og det kan som regel give præcise oplysninger om årsagen til tarmbetændelsen.
Hvordan behandles tarmbetændelsen?
Hvis hunden kun har tynd mave en enkelt gang og er upåvirket af det, er det måske ikke nødvendigt at behandle. Men det er altid en god ide at have skånekost og f.eks. Zoolac, Canicur eller lignende i huset. Hvis man ser at ens hund har diarre, og vil stoppe det så hurtigt som muligt, kan man straks sætte den på skånekost og give en dosis probiotika (Zoolac eller Canicur eller lignende).
Hvis tarmbetændelsen fortsætter, kan man tage maden fra sin hund 1 døgn og blot give den meget små portioner af f.eks. udkogt siet ris, hvor man giver vællingen blandet med lidt kogt hvid fisk og lidt salt. Man kan også faste sin hund helt i et døgn, men vores erfaring er, at hvis hunden får risvælling med fisk og lidt salt i små portioner, hjælper det hurtigt og så holder man hunden i gang med at indtage væske.
Man kan også købe en dåse I/D dåsemad hos dyrlægen og give hunden en spiseske af det blandet med lun væske (ca 1 dl) nogle gange i løbet af dagen, så den får ekstra væske på den måde.
Hvis hunden stadig har diarre efter det døgn på risvand og probiotika (Zoolac eller Canicur eller lignende), synes vi, at man skal ringe til dyrlægen, så det kan blive vurderet, om den skal undersøges og eventuelt have behandling.
Hvis dens diarre er stoppet efter det døgn, kan man begynde at give skånekost i almindelige portioner. Enten købt hos dyrlægen som tør- eller dåsefoder, eller hjemmelavet skånekost, hvor vi anbefaler godt kogt hvid ris med kogt hvid fisk og lidt salt, eller godt kogt ris med kogt kyllingebryst eller kalkun hakket i meget små stykker (kør det f.eks. gennem en persillehakker).
Skånekosten gives i 3-4 dage rent, og dernæst gives der 3-4 dage hvor skånekosten tilblandes stigende mængder af hundens almindelige foder.
Hvis hunden på noget tidspunkt i forløbet virker syg, træt, uoplagt og uden appetit, eller hvis der er blod i afføringen, skal man, som tidligere skrevet, straks kontakte dyrlægen, da den så helt sikkert skal undersøges, blandt andet for, om den mangler væske og skal i drop, og for om det er en af de meget farlige tarmbetændelser, der kan give blodforgiftning og organsvigt!
Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har tarmbetændelse?
Fremtidsudsigterne for hunde med tarmbetændelse er generelt gode, og de fleste bliver meget hurtigt raske, men i nogle tilfælde kan der være tale om et meget akut og livstruende forløb, der kræver øjeblikkelig behandling og eventuelt indlæggelse.
I enkelte tilfælde kan der være tale om mere kroniske tilstande, hvor hunde for eksempel skal have special kost resten af livet for at undgå diarre.
Hvorfor får hunde tarmbetændelse?
Der kan være mange årsager til, at en hund får tarmbetændelse.
Årsager, der har med foder at gøre, kan være:
- Fordærvet foder (fra skraldespande, ådsler og lignende)
- Pludseligt foderskift eller fodring med menneskemad som hunden ikke er vant til.
Andre årsager kan være:
- Infektioner, f.eks. parvovirus, camphylobacter, salmonella eller hæmolytiske E.Coli
- Forgiftning, f.eks. foderforgiftning, affaldsforgiftning eller plantegifte
- Infektion med orm, giardia eller andre parasitter (som regel kun et problem hos unge dyr)
- Foder intolerance (i almindelighed kaldet foder-allergi)
- Problemer med bugspytkirtlen eller mere sjældent nyrer eller lever