Af dyrlæge Kathe Rasmussen
Den almindeligste årsag til nedsat bevægelighed, især hos ældre dyr, er gigt, også kaldet artrose. Det er en langsomt fremadskridende ledsygdom, der medfører stivhed og smerte.
Hos visse individer og hos visse racer kan unormalt slid opstå allerede tidligt i livet. Det kan være følgerne af en skade eller være en arvelig skavank. Som eksempel kan nævnes HD (hofteledsdysplasi) hos racer som schæfer, labrador, Berner Sennen og mange andre.
Ligeledes ser vi tidlig gigt i albuerne som følge af AD (albueledsdysplasi), hos visse racer for eksempel – Labrador, Springer Spaniel, Schæfer m.fl. og i skulderen (OCD) hos visse racer som f.eks Grand Danoise og Mastif, samt i knæ hos racer med tilbøjelighed til løse knæskaller (Patellaluxation) som f.eks Yorkshire, Pomeranian, og mange andre mindre hunde.
Gigt kan ses på ethvert tidspunkt i livet, men er hyppigst forekommende hos ældre dyr.
Hvad er gigt (Artrose)?
I det normale led er knogleflader, der mødes og gnides mod hinanden, dækket af et lag brusk. Brusk er en elastisk substans, der virker støddæmpende. Leddenes bevægelige dele er indesluttet i en kapsel fyldt med ledvæske, der fungerer som smøremiddel.
Gigt er en betændelsestilstand i et led der slides forkert eller for meget. Dette medfører at nedbrydning af ledbrusk og betændelse (inflammation) i ledkapsler tager overhånd i forhold til de opbyggende (helende) processer.
Man må ikke forveksle ordet betændelse og tro, at det har noget med en infektion at gøre – infektioner kan også give betændelse, men der er ingen infektion involveret i de fleste betændelsestidstande i kroppen, og altså heller ikke i gigt.
Artrosen medfører, at der produceres en mindre tyndtflydende ledvæske, og leddene bliver ømme, hvilket fører til halten.
Ledbrusken bliver tyndere og får en dårligere stødabsorberende evne. Til sidst opstår der slidskader, og ledbrusken bliver ødelagt.
Når knoglen blottes under ledbrusken, opstår der smerter, og til sidst begynder leddet at forkalke rundt om ledbrusken. Derved opstår såkaldte knogleudvækster. Dyrlægen kan opdage disse ved en klinisk undersøgelse og via røntgen
Hos en hund, hvis led fungerer helt korrekt, vil gigt ikke så nemt opstå, men hvis leddet er skabt lidt forkert – enten på grund af en skade eller på grund af fejlkonstruktion (HD, AD, Patellalux mv) vil sliddet på leddet blive hårdere. Derfor vil gigt udvikle sig tidligere og voldsommere end hos hunde med gode led.
Overvægt kan også være med til at belaste leddene, således at slidgigt tidligere udvikler sig.
Hvad er symptomerne?
Hunde er sædvanligvis rigtig dårlige til at vise kronisk smerte – de viser kun akut smerte. De skal nok hyle op, hvis man så meget som tænker på at træde på deres pote, når de ligger bag en på køkkengulvet – men kroniske smerter bider de bare i sig.
Det har en naturlig forklaring – for smerteytringer har til formål at undgå smerte.
Så hvis vi er ved at træde på dem, og de hyler op, stopper smerten øjeblikkeligt, fordi vi straks flytter vægten væk fra hunden, men en kronisk smerte kan ikke stoppes ved at hyle – derfor tier hunden.
Den vil formodentlig forsøge at undgå de ting der udløser for meget smerte, så hvis man er opmærksom, kan man som ejer få en mistanke om, at der er noget galt.
Man kan for eksempel se:
- Haltende gang eller stivhed.
Halthed er nemmest at se. Det værste er, hvis de er ømme på begge for- eller bagben, så kan de jo ikke halte, men går bare lidt mere stille eller stift. - Mindre ønske om at gå eller lege.
Hunden er blevet ”gammel”, den leger ikke så meget, og man tror måske at den endelig er blevet voksen! - Besvær med at rejse sig op – eller rejser sig langsommere.
- Besvær med at gå på trapper.
- Besvær med at hoppe ind i bilen/op i stolen.
- Slikker eller bider sig selv.
- Mere urolig/mere påtrængende o.l.
- Aggressivitet.
Hvordan stilles diagnosen?
Som oftest kan vi konstatere, om hunde har problemer i led, ved en almindelig klinisk undersøgelse. Hvert år ved sundhedseftersynet mærkes hundes led igennem, og ved tegn på stivhed eller smerte, kan der være mistanke om begyndende gigt.
Videre undersøgelser med for eksempel røntgen, giver en dybere forståelse af det enkelte tilfælde af artrose, hvor slemt det står til, og hvordan det eventuelt kan udvikle sig.
Når den rigtige diagnose er stillet, er det muligt at fastlægge behandling, motion og fodring for at opnå det bedste resultat for hunden.
Hvis begyndende gigt opdages og behandles tidligt, kan man forsinke udviklingen og dermed bedre hundes liv på langt sigt!
Hvordan behandles gigt?
Dette er meget afhængigt af hundens alder og hvilke led, der er inddraget, samt graden af alvorlighed af lidelsen.
Generelt kan man sige, at det handler om at stoppe udviklingen af gigten, så godt man kan og så tidligt som muligt!
Man bremser betændelsestilstanden ved hjælp af gigtmedicin og specialkost og/eller kosttilskud.
Desuden tilrettelægges et program, der med passende motion og eventuel fysioterapi, holder leddene i gang og bevægelige. Eventuel overvægt korrigeres naturligvis også, hvilket letter byrden for leddene og derfor hjælper.
Indsprøjtninger med et stof der fremmer dannelsen af brusk og ledvæske, samt bremser betændelsestilstanden i leddet, bruges også ofte.
Disse indsprøjtninger og speciel kost kan i de tidlige stadier af gigt være behandling nok, mens i sværere tilfælde må der oftest suppleres med gigtmedicin.
Hos unge hunde med alvorlig gigt kan det komme på tale at operere et led og sætte et kunstigt led ind, ligesom man gør ved mennesker.
Mist ikke modet hvis din hund får konstateret gigt, de fleste hunde fungerer rigtig godt med
velbehandlet slidgigt og kan leve mange lykkelige år med det.