Skip to main content
Tilbage til vetgruppen.dk

Tandproblemer

Forvoksede tænder er meget ofte problemet, når kaniner holder op med at spise. Kaninen har 28 tænder; 4 fortænder, 2 støttetænder og 22 kindtænder. De har ingen hjørnetænder.

Det specielle ved kaninens tænder er, at de ikke har nogle rødder, som hund og kat. Dette betyder at de bliver ved med at vokse igennem hele kaninens liv. Derfor har kaniner et stort behov for at gnave for at holde tænderne nede og slide dem naturligt vha. blandt andet hø. Kaninens tænder er placeret, så de automatisk sliber hinanden når maden tygges. Fortænderne bruger den til at skære maden i mindre stykker, mens kindtænderne kværner maden til små finere stykker. Sørg for at kaninen altid har fri adgang til hø, så kindtænderne kan slibes. 

Øreproblemer

Hovedrysten og kløe i ørerne skyldes ofte øremidler og øreinfektion. Øregangen vil lugte og man ville kunne se snask i øret. Især kaniner med hængeøre har tildens til øreproblemer, da bakterierne bedre kan formere sig i øregangen. Det kræver dyrlægebehandling, og bliver sværere at behandle, hvis det ikke opdages i tide, da det spreder sig videre ind i mellemøret.

Potesår

Da vores kaniner ikke har trædepuder, som nogle af vores andre kæledyr, så kan det være hårdt for vores kaniner at gå på et hårdt underlag som f.eks. et trægulv. De kan udvikle det vi kalder for tryksår, som ses tydeligt på kaninens hæle. Sørg for at kaninen har et blødt underlag at gå på og at den ikke bliver overvægtig for at undgå problemet. Hvis problemet er opstået er det vigtigt at få en dyrlæge til at tilse kaninen.

E.Cuniculi

Encephalitozoon Cunicili (oftest kaldet E. Cuniculi eller E.C) er navnet på den parasit som rammer mange kaniner. Parasitten angriber nervesystemet og derfor er der mange forskellige symptomer på sygdommen, men tit ses symptomer som hoveddrejning (head tilt), manglende balance og flakkende øjenbevægelser. Prognosen er god, såfremt behandlingen opstartes hurtigt. Nogle af de kaniner der behandles og overlever sygdommen, får følgevirkninger som f.eks. et permanent head tilt. 

Mavetarmproblemer

Mange kaniner har tildens til at få maveproblemer. Dette skyldes at kaninernes mave er meget følsom, og skal altid holdes i gang. Det vil sige at kaninen alle timer i døgnet skal have adgang til mad, især i form af hø, og samtidigt er det vigtigt at du som kaninejer har set at din kanin spiser i løbet af dagen. Holdes maven ikke i gang kan det forårsage forstoppelse, som giver mavesmerter og ubehag for kaninen. I sidste ende kan være livstruende, hvis ikke det opdages i tide.

Diarre er et andet hyppigt maveproblem vi ser hos kaniner. Det viser sig som tynd afføring og skyldes oftest parasitter og betændelsestilstande i tarmen. Kaninen vil hurtigt dehydrere, hvilket kan være yderst farligt og derfor er det vigtigt at der tages kontakt til en dyrlæge. Tynd mave kan også skyldes forkert fodring f.eks. hvis kaninen får for meget grønt – i dette tilfælde kan det være nok at omlægge fodringen og give tilskud som Zoolac eller Fibreplex.

Trommesyge er luft i mavesækken, hvilket kan skyldes forkert fodring f.eks. hvis kaninen har fået en stor mængde kål, som giver luft i mave-tarm systemet. Det er en alvorlig og smertefuld tilstand, som behøver dyrlægehjælp med det samme. Kaninen kan ikke bøvse og dyrlægen vil derfor på anden vis forsøge at fjerne trykket i mavesækken.

Pelsmider

Pelsmider er små mider som lever omkring hårsækkene. De kan være svære at se med det blotte øje, men oftest vil der være øget skældannelse som kan ses i pels og hud. Kaninen vil som oftest klø sig, hvis den har pelsmider. Behandlingen kræver at kaninen tilses af en dyrlæge. Brug aldrig Frontline til din kanin, da det er yderst giftigt for dem.

Kontakt os

Har du spørgsmål, så ring til os på 65 31 10 18  eller send en mail på kontakt.nyborg@vetgruppen.dk

Alternativt kan du udfylde formularen forneden

  • Maks. filstørrelse: 50 MB.
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
×
Menu
Ring op